SKYGGEMOR I SMERTEHELVEDE

I har måske læst at jeg december 19 besvimede, og slog mit hoved pænt meget – her 5 måneder efter er jeg stadig ramt, og jeg bliver snart sindsyg!

et billede af min virkelighed

Corona og en 2 årig med krudt i *****

De her Corona tider har været hårde ved de fleste, og specielt børnefamilierne, hvordan forklare man lige en 2 årig at han ikke skal i vuggestue, og lege med hans venner, men bare være hjemme sammen med mor, og også forstå han ikke skal gå ind til hans far som ligger i soveværelset og sover, fordi han arbejder om natten – svaret er, det kan du ikke.

Witus er en dreng med krudt i røven, og er bare dreng med dreng på, og det er jo skide godt, men for pokker det er hårdt når man skal aktivere ham, for lets face it, jeg er ikke ligeså sjov som vennerne i vuggestuen, lige meget hvor meget jeg prøver. Der er selvfølgelig også mange gode ting ved at have ham hjemme, vi har haft rigtig mange gode stunder, vi har cyklet ture, været på stranden og samle sten, bagt boller og bare nydt hinandens nærvær, han er jo en skøn dreng! Men altså.. han er også en dreng i trods alderen. Og det er sgu hårdt når man konstant er i smerter.

En skygge af mig selv

I den normale virkelighed gik jeg til fysioterapeut en gang ugentligt for min nakke, jeg var ligeledes ved en ergoterapeut for at lære at takle min nye hjerne, trætheden den lider under, og den nye struktur den har brug for, jeg fik så meget hjælp og støtte, og var faktisk godt på vej ifht. at komme på fuldtid igen på mit job, og BANG så kom den forbandede Corona! Og med et blev al støtte taget fra mig, jeg har dog tiltusket mig én behandling ved min fysioterapeut, men altså det er kun noget man kan hvis man er virkelig akut, så jeg skal HELT derud igen før jeg kan få en behandling mere, øv! Min læge har derfor sat mig på en høj dosis smertestillende, så det er bare super…

Jeg hader at være den jeg er lige nu, jeg føler mig som en skygge af mig selv, og det er ikke rart. Jeg er mega nervøs for fremtiden, bliver jeg nogensinde normal, slipper jeg nogensinde for de her alt overdøvende smerter? spørgsmålene er mange, og ingen kan svare på dem, så de spørger hele tiden. For fanden, jeg er ikke engang 30 endnu (okay det bliver jeg på fredag but still) det er ikke sådan her jeg havde forestillet mig mit liv skulle være, jeg skulle jo være på toppen nu, og ikke græde mig selv i søvn fordi jeg er ked af jeg har vrisset af Mads og Witus.

Overskudmenneske, hvor?

Jeg er facade menneske, selv overfor Mads som jeg jo ligesom bor sammen med, prøver jeg at holde facaden, for jeg vil bare gerne være overskudmenneske nr. 1! Men det er jeg bare ikke, og det kan han jo også se, jeg har brug for at ligge på sofaen så snart vi rammer eftermiddag, jeg kan ikke handle ind til aftensmad osv osv. Så hvem prøver jeg helt ærligt at narre, faktisk er det her på bloggen og på min Instagram jeg har været mest ærlig omkring min tilstand. For faktum er, jeg har øjeblikke hvor jeg bare er mit gamle jeg, og det er pisse fedt! Men der er desværre også bare den anden side, hvor jeg har så mange smerter jeg bare ingenting magter, og bliver sur og ked af det.

Hvis nogen der læser med herinde har gode råd, opmuntrende ord må i meget gerne dele – for jeg har brug for det pt. – i er altid velkommende til at skrive en privat besked til mig.

Nødpasning

Jeg blev overtalt til at få Witus i nødpasning, og det har vi benyttet os af to dage op til påske, bare 3 timer – og det var bare så dejligt at få ro, og det var SÅ dejligt at hente ham igen. Sjovt hvor hurtigt man kommer til at savne. Og vi fortsætter vuggestue i næste uge hvor de jo åbner, men vi fortsætter med de 3 timer, for facts er jeg jo “bare” går hjemme, og jeg vil ikke sætte unødigt press på pædagogerne.

Skal jeres børn afsted i næste uge?

/ Michelle

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen